Der findes i dag ikke mange selskaber, som ikke i den daglige drift gør brug af kontrakter i større eller mindre grad. Dette har den konsekvens, at kontrakter bliver et centralt omdrejningspunkt i et selskabs mulighed for at skabe profit. Det er derfor også spænende at se på basis for, hvad der er i en kontrakt.

En af de mulige definitioner for en kontrakt er: ”En adfærdsregulerende aftale mellem personer eller juridiske personer om et givet emne”. Det vil betyde, at en kontrakt er enhver aftale, som fastsætter en intern regulering for parter, som har accepteret disse. Ud fra dette udgangspunkt kan princippet om aftalersrelativitet udledes, hvilket siger, at aftaler kun gælder imellem aftalens parter, hvilket igen betyder, at ikke ved aftale er muligt at binde en tredjeperson uden dennes accept.  

I Danmark er der ikke nogen lov, der udelukkende regulerer indholdet og udarbejdelsen af kontrakter. Dette område suppleres dog af andre love, som på forskellig måde er med til at skabe et stabilt og fleksibelt retsgrundlag.  Udgangspunktet for lovregler findes i aftaleloven, som suppleres med reglen om, at aftalen ikke må stride i mod lov og ærbarhed, og de love som gælder inden for et særligt retsområde, herunder f.eks. lejekontrakter og ansættelseskontrakter.  

Det følger af aftalelovens § 3, stk. 2, at det ikke er noget krav om, at kontrakter skal være udarbejdet på skrift. Dette skaber dog en bevismæssig problemstilling, hvor det ved en konflikt i mellem kontraktens parter kommer til et opgør om at bevise, hvad der er aftalt. Det er derfor altid en god ide at søge for at få nedskrevet kontakter, så det i hele den perioden aftalen forløber over, er muligt at fastslå, hvad der er aftalt, og hvordan kontraktsforholdet skal forløbe.  Dette leder videre til den næste problemstilling om i hvor høj detaljegrad, en aftale skal ud arbejdes i, da der både er ulemper og fordeler ved både detaljerede og enkle kontrakter. På den ene side er der ikke noget, som ikke er fastslået i en detaljeret kontrakt, dette medfører, at det tillige bliver svært at navigere i forhold den anden aftale part, da der ikke vil være meget råderum for fleksibilitet.  Den anden mulighed er, at kontrakten bliver enkel, hvilket giver den en stor grad af fleksibilitet, men at det derigennem mister sin evne til at regulere kontraktsforholdet. Dette er ikke noget, som kan fastslås, så det gælder for samtlige kontakter. Udgangspunktet er, at en kontrakt skal være så præcis, som det er nødvendigt i det konkrete aftaleforhold.